Forsiden
Kommunen
Uddannelse
Danmarks bedste uddannelsesby
Århus Universitet
Byen
Kultur & Turisme
Sport & fritid
Erhverv & vækst
Bogen
Billedgalleri

Århus Universitet

Internationalt universitet

Med over 20.000 bachelor- og kandidatstuderende, 800 ph.d.-studerende, 2.500 studerende under åben uddannelse og omkring 7.000 ansatte har Aarhus Universitet lige så mange “indbyggere” som en stor provinsby og ligger da også som en “by i byen”.

Det er lykkedes for universitetet at holde den samme byggestil gennem 75 år, og de markante gulstensbygninger i den smukke, grønne universitetspark er internationalt kendt og anerkendt. I januar 2006 blev Aarhus Universitets bygninger og park udvalgt som et af de 12 arkitektoniske værker, der er med i Kulturministeriets Kulturkanon.

Fem fakulteter og tres studieretninger
Og hvad går de så og laver inde bag de gule mure? Forskningen og undervisningen foregår på 29 institutter, der er samlet i 5 fakulteter. Universitetet ledes af en bestyrelse, der ansætter rektor.

Universitetets forskning spreder sig over mange felter og foregår både i laboratorier og biblioteker og på feltarbejde. Inden for stadig flere områder er der et nært samarbejde med erhvervslivet, både i Danmark og i udlandet.

Her er omkring 60 forskellige studieretninger at vælge imellem. De spænder over fag som astrofysik, medicin, arabisk, europæiske kulturstudier og økonomi. Inden for de fleste studieretninger tager man en bachelorgrad på 3 år, derefter en kandidatgrad på yderligere 2 år, og endelig kan man gå videre til en ph.d.-grad, der tager tre år.

 

Nobelpris og international anerkendelse

Da professor emeritus Jens Chr. Skou i 1997 modtog Nobelprisen i kemi for sin opdagelse af natrium-kalium-pumpen, fik kvaliteten af forskningen på Aarhus Universitet den højeste, internationale anerkendelse.

De senere år er den høje kvalitet inden for forskning og uddannelse blevet bekræftet af en række internationale vurderinger: Nummer ét blandt Nordens universiteter inden for Naturvidenskab, og nummer ét i Danmark og nummer tre blandt Nordens universiteter inden for Sundhedsvidenskab. Økonomi er blandt de 25 bedste i verden og Statskundskab blandt de 5 bedste statskundskabsinstitutter i Europa. I 2005 befandt Aarhus Universitet sig da også blandt de 200 bedste i verden.

By og universitet
“Universitetsundervisningen i Jylland” begyndte i 1928 med 78 studerende. Universitetet fungerer stadig i et tæt samspil med byens styre, erhvervsliv og institutioner. Det er Forskerparken og IT-byen gode eksempler på.

Se mere på: www.au.dk