Fra Aros til Århus

Aros

Århus, der ligger smukt ved bugten, har sine rødder helt tilbage til den tidligste vikingetid. Den første bebyggelse opstod på en sandbanke, der i bunden af ådalen hævede sig over det sumpede areal nord for Århus Å helt ude ved kysten. Denne første bebyggelse, der endnu kun kendes få spor efter, udviklede sig i 900-årene til byen Aros i ly af den befæstningsvold og voldgrav, der rejstes i årene o. 950 omkring byen.

I 948 var Aros blevet en så stor og betydningsfuld by, at der blev udnævnt en biskop til Århus. Da hverken byen eller landet endnu var gået over til kristendommen, var der tale om en missionærbiskop, og den kirke, der efterfølgende blev opført, kom ikke til at ligge inden for volden, men ca. 500 m vest for voldbyen.

Denne kirke blev afløst af byens første domkirke, der var indviet til Skt. Nikolaj. Den blev opført, efter at Århus var blevet stiftsby i forbindelse med Svend Estridsens inddeling af landet i stifter og sogne o. 1060. Domkirken blev opført af fråd- og kampesten og havde samme størrelse og udseende som en stor landsbykirke, men med en treskibet krypt, der som det ældste murede kirkerum i Norden er bevaret under koret i den nuværende Vor Frue Kirke.

Skt. Clemens staden

Biskop Peder Vognsen af den indflydelsesrige Hvideslægt havde ved sin indsættelse i 1191 et ønske om at gøre Århus til en mere markant bispeby, end den tidligere havde været. Han iværksatte opførelsen af en ny og større domkirke, der indviedes til Skt. Clemens, de søfarendes helgen, midt i den voldomkransede by. Den 93 meter lange røde teglstensdomkirke med det himmelstræbende tårn rejste sig som en meget markant bygning centralt i byen med kun to stokværk høje huse og omgivet af bispegård, kapitelhus, kannikeboliger, katedralskole m.m. Bispestolen har domineret byen.

Samtidig skete der en stor omstrukturering af byen med anlæggelse af Lille – og Store Torv samt hele det gadenet, som vi den dag i dag færdes på i midtbyen. Desuden havde byens bebyggelse bredt sig uden for volden både mod nord ad Mejlgade og Studsgade og vest ad Vestergade og på sydsiden af åen.

Købmændenes Århus

Med Reformationen blev bispestolens dominans i byen brudt, hvilket gav mere plads til den voksende købmandsstand. Byens styre, der bestod af købmænd, byggede et nyt rådhus lige foran domkirkens vestfacade.

Den fortsatte blomstrende handel og dertil stigende priser gav købmændene økonomisk baggrund for at opføre nye store købmandsgårde i bindingsværk i den centrale del af byen.

Af de mange krige, som Danmark deltog i gennem 1600-årene, fik svenskekrigene i 1643-45 og 1657-60 direkte følger for Århus. De fremmede troppers besættelse, plyndringer og direkte svensk bombardement af dele af byen ude fra bugten forarmede sammen med et øget skattetryk, nedgang i handelen og pestens hærgen byen.

Gårde og huse forfaldt, og de ødelagte blev ikke genopført. Indbyggertallet faldt fra de ca. 4.000-4.500, der boede i Århus omkring 1550 til 3.474 i 1672.
Først i slutningen af 1700-årene blev tiderne igen gunstige for handelen med landbrugsprodukter, og købmændenes omsætning og antallet af skibe, der var hjemmehørende i Århus, nåede snart fordums højder. Nu begyndte de første mindre fabriksvirksomheder at blive etableret langs åen f.eks. et sæbesyderi, tobaksfabrikker, garverier og farverier. En udvikling der fortsætter i 1800-årene og for alvor tager fart efter 1850.

Århus havn

Århus Å har lige fra byens spæde start tjent som havn for skibstrafikken til og fra byen. Efterhånden som skibene blev større, blev det vanskeligere at sejle ind i åen, og flere og flere skibe har formentlig måttet ankre op på reden, indtil den første kysthavn med dampskibsmolen blev taget i brug i 1861. Lige siden har havnen konstant været præget af vækst og udbygning fra åhavn over kysthavn til storhavn.

Industribyen Århus

Århus blev omkring 1870 jernbaneknudepunkt for den østjyske længdebane, og kombinationen havn-jernbane satte for alvor fart i den industrielle udvikling. Der blev oprettet et Jernbane-værksted i 1862, det senere Centralværksted.

Der kom flere jernstøberier som f.eks. Frichs i 1854, der udviklede sig til en stor lokomotiv-fabrik, Aarhus Palmekærnefabrik i 1871, der blev til Århus Oliefabrik og nu til AAK Aarhus-Karlshamn, Otto Mønsteds margarinefabrik i 1883 og mange andre større og mindre virksomheder.

De mange virksomheders store behov for ar-bejdskraft medførte en sand strøm af tilflyttere fra oplandet. Fra 1850, da Århus var landets fjerdestørste by, til 1901 voksede indbyggertallet fra 7.886 til 51.814, og Århus var nu Danmarks næststørste by. For at skaffe boliger til de mange nye århusianere voksede nye bydele frem, blandt andet Frederiksbjerg, Trøjborg og Ø-gadekvarteret.

Storårhus

Forstæderne lå som en ring omkring købstaden og afskar Århus fra udvidelsesmuligheder, efterhånden som byen var fuldt udbygget i årene efter Besættelsen. Det betød, at virksomheder og borgere flyttede til forstæderne, og skattegrundlaget i købstaden stagnerede. Kommunalreformen i 1970 betød, at købstaden blev lagt sammen med forstæderne og 11 sognekommuner til Århus Kommune. Hermed var der sat en udvikling i gang, der for alvor gjorde Århus til en storby

Flere af de store gamle industrier er lukket og erstattet af nye højteknologiske virksomheder. Århus er i dag en markant uddannelsesby, hvor ikke mindst Aarhus Universitet, der blev oprettet i 1928, præger byen. Hertil kommer også en af landets største tekniske skoler med rødder tilbage til 1828, samt lærer- og pædagogseminarier.