Forsiden
Kommunen
Uddannelse
Byen
Fra Aros til Århus
Kongehusets Århus
Århus - de kendte arkitekters by
Bymuseet - det lokale museum
Århus som konferenceby
Kultur & Turisme
Sport & fritid
Erhverv & vækst
Bogen
Billedgalleri

Kongehusets Århus

Solen skinnede over den indre by i Århus, mens tusindvis af danske og australske flag satte ekstra farver på det menneskehav, der var mødt op for at hylde Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary sidst i juli 2004. Den festlige anledning var Kronprinsparrets romantiske bryllup i København den 14. maj, og det glædede hele Århus, for besøget bekræftede, at Århus ikke kun er Dronning Margrethes jyske hovedstad, men hele den kongelige families.

Kronprinsparret kørte i åben karet fra kongeskibet Dannebrog i Århus Havn til Århus Rådhus og blev hyldet af tusinder af fremmødte mennesker. Efter den officielle modtagelse på rådhuset blev Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary atter hyldet, da de kom frem på rådhusets balkon og belønnede de mange fremmødte med et kys, der skabte stor jubel. Besøget var en succes og blev vurderet til at være den største folkefest i Århus nogensinde.

Århus har et særligt forhold til den kongelige familie, fordi regentparret har skabt stærke familietraditioner på Marselisborg Slot, der i sin tid blev opført som en folkegave til dronningens farfar og farmor, den daværende Prins Christian og Prinsesse Alexandrine. Med enkelte undtagelser holder den nuværende kongefamilie sommerferie på slottet i Århus, ligesom højtider som jul og påske også ofte fejres på Marselisborg.

Besøg, som byens borgere har megen glæde af, når Dronningen for eksempel besøger Århus Domkirke, Aarhus Teater, Musikhuset, ARoS, Moesgård eller går på strøgtur, mens tennisfans kan følge Prins Henrik på banerne ved Århus Stadion.

Dronning Margrethes glæde ved Århus stammer tilbage fra hendes barndom, hvor hun tilbragte mange ferier hos sine bedsteforældre på Marselisborg Slot.

Det kom derfor heller ikke som en overraskelse, da hun senere besluttede at studere på Aarhus Universitet. Siden fulgte Kronprins Frederik sin mors eksempel og blev oven i købet kongehusets første akademiker.

Kongefamiliens mangeårige tilknytning til byen har medført mange protektorater, og Dronningen har åbnet så godt som alle festuger. Som tak for de mange års indsats blev Dronningen og Prinsgemalen hædret med maner i 1997 i anledning af parrets 25 års regentjubilæum. En festlig markering, som byen som sagt gentog med glæde, da Kronprinsen præsenterede sin kronprinsesse en smuk sommerdag i juli 2004.