Bygningen skal huse udstillinger om byens og kommunens historie fra vikingetid til nutid, og museet vil især lægge vægten på historien igennem de sidste århundreder. Ved åbningen stod første del af udstillingen klar, beretningen om det moderne Århus, det vil sige perioden fra 1919 til 2005.
I begyndelsen af 2006 har museet også færdiggjort en model af byen, der viser Århus inden for Ringgaderne anno 2005. Igennem de næste år vil museet fortsætte opbygningen af udstillinger, der fortæller byens og kommunens historie, og der vil blive lejlighed til at følge arbejdet med de nye udstillinger.
Bymuseet har et antal skiftende særudstillinger hvert år og en række forskellige arrangementer, som omfatter alt fra kulturhistoriske foredrag til sang, dans og børneaktiviteter. Bymuseet deltager også i flere projekter sammen med byens øvrige kulturinstitutioner, erhvervs- og forretningsliv, læreanstalter og Århus Kommune. |